/ Hotel og Gh / Lions Den Hotel

Lions Den Hotel

Vi har i nov. 2011 boet på The Lion's Den Hotel i Addis Ababa i 3 uger i forbindelse med hjemtagelse af vores 5 årige søn. Vi kan anbefale hotellet, hvor der er en god atmosfære, en rimelig god standard og hvor personalet er glade for børn. Hotellet var meget hurtige til at svare på vores E-mail, hvilket vi oplevede som et stort plus, da mange andre hoteller/pensioner ikke reagerede på vores forespørgsel på mail. Hotellets hjemmeside er www.thelionsdenhotel.com

Da vi skulle adoptere et større barn lagde vi vægt på, at der skulle være gode fysiske rammer på det sted, hvor vi skulle bo. Vi ville have min 2 værelser (et til at sove og et til leg/spisning), køkken (mulighed for madlavning som supplement til hotellets restaurant) og også gerne nogle fornuftige udefaciliteter. Det lykkedes, da vi fandt The Lions Den Hotel.

Hotellet er vist ikke så brugt af danske adoptanter, men vi mødte nogle italienske adoptanter derude. Hotellet er ikke så stort, der er 16 lejligheder. Vi havde soveværelse med dobbeltseng og en lille barneseng, badeværelse med kar og brus, stue i åben forbindelse med køkken. Stuen var møbleret med sofa, 2 lænestole, sofabord og TV. Køkkenet var rippet for ALT køkkengrej, men der var et pænt stort køleskab. Der stod da også i "ordensreglementet" for hotellet, at decideret madlavning var forbudt. Det var dog tilladt at varme mad. Det var muligt fx at få sat en kogeplade og en el-kedel op i køkkenet. Men bare det at få 5-6 ekstra m2 gulvplads til legeplads var et stort plus, ligesom køkkenets mange skuffer, skabe og bordplads var gode til opbevaring. Vi fik en skumgummi-madras lagt i køkkenet, det var perfekt til at sidde sammen med barnet og lege, slå kolbøtter, se DVDér på PC'en osv.

Der var ingen have til hotellet, men der var en asfalteret indkørsel, hvor det var muligt at lege og spille lidt bold. Endvidere en fin terresse med stole, borde, parasoller og beplantning, hvor man kunne foretage bestillinger fra baren, og indtage derude (drikkevarer, frokost mv.)

Vejen foran hotellet var meget lille og ret ubefærdet, så her var der også mulighed for boldspil mv. Hotellet er beliggende tæt på hovedgaden men i et meget fredeligt område uden natklubber og anden støj. I dagtimerne var der nov. 2011 byggeplads-aktiviteter, da der var ved at blive opført en ny græsk skole tæt på hotellet. Vi gik daglige ture i området, og vi følte os aldrig utrygge. Det store supermarked Bambis og indkøbscentret Dembel (har børnetøj, legetøj og børnesko) ligger i gåafstand fra hotellet.

Lige over for hotellet ligger "The Greek Club". Det er ikke kun for medlemmer, så man kan benytte deres faciliteter. Der er restaurant, 2 gode overdækkede terresser, en lidt primitiv legeplads og 3 tennisbaner. Endvidere træer, så man kan kigge på tennistræning i skyggen. Hvis man har en ornitologisk interesse, er der også mulighed for at kigge på ørne (gul glente) på tæt hold. Det skyldes, at floden er beliggende bag tennisbanerne, men floden kan ikke ses pga. en 2 m høj mur.