Tikuret

FAKTA:
Der findes to børnehjem ved navn Tikuret, som begge drives af den sygeplejerske-uddannede sister Asayech - en ildsjæl, måske i midten af 30’erne.
De to børnehjem med samme navn ligger i hhv. (H)awassa 275 km syd for Addis og i udkanten af Addis i området Mekanisa, Lafto Nifas Silk (så vidt vi kan se på kortet).
En del af børnene stammer fra Hawassa, hvor de opholder sig på Hawassa-Tikuret, indtil de kommer videre til Addis-Tikuret med henblik på adoption.
Tikuret formidler primært børn til Danmark via Danadopt og derudover til Canada (via et canadisk bureau...)
Der er 15 fastansatte plejere på børnehjemmet i Addis og derudover fem frivillige, og vores oplevelse var, at de alle arbejder dedikeret med kendskab til hvert barn. Det gælder såvel plejere, administrative medarbejdere og rengøringsfolk, og det var rart at se, at de ansatte står sammen om opgaven og deler en tydelig kærlighed til ungerne og opgaven med at passe på dem.
Da vi var på Tikuret var der13 børn i alderen 4-10 mdr. (hvoraf Gitte og jeg fik hver vores pige og Janni fik kort tid efter eskorteret sin dreng).
Der ud over var der fire børn på omkring et år, et barn på ca. tre år og to skønne syv-årige drenge (husk endelig dem i forbindelse med gaver – de agerer virkelig storebrødre for alle de små børn).
Vi har indtryk af, at der, umiddelbart efter vi hentede vores børn, blev hentet nye børn op fra Hawassa.
Huset er stort, pænt og rent - det kan rumme op mod 40 unger – altså væsentlig flere end der var på stedet, da vi var der.

OVERDRAGELSEN:
Vi var ude på børnehjemmet dagen, efter vi ankom. Vi skulle egentlig ha’ været der kl. 10, men Danadopts kontakt, Dinkai, ændrede det til kl. 14, da hun skulle i retten.
Efter en spændende køretur ud til Tikuret (noget med at være spøgelsesbilist noget af vejen...), ankom vi til Tikuret, og vi nåede stort set ikke ind af døren, før de spurgte, om vi ville med op og møde pigerne – og dét var vi selvsagt mere end klar på!
Så gik vi i samlet flok (Gitte & Carsten + bedsteforældre, Dinkai, Asayech, plejere, to chauffører og de to store drenge).
 
Efter første trappe blev der skiftet til indesandaler, de havde klar, og så gik turen ellers op ad de resterende tre trapper (de store børn har 1. etage, og det er på 2. etage, alle de små har hjemme.
De 13 mindste var fordelt på to værelser - ovenfor trappen er der et værelse til højre med de syv børn i (et sæt tvillinger), og til venstre var vores datters værelse, hvor de boede seks børn. Værelserne er 10-15 m2 store, så der var tæt pakket i værelset, for alle skulle jo selvfølgelig være derinde til det store øjeblik.
Da vi kom ind i rummet, stod en plejer klar med vores (og en anden med G&C’s) guldklump på armen, så jeg tror, det er sådan, overdragelsen generelt foregår.
De 4 jævnaldrende (et-årige) børn boede på et værelse for enden af gangen på samme etage, som vores datter boede – altså 2. sal.
Efter første møde med pigerne tog vi dem med ned i en opholdsstue i stueetagen, og her var det så meningen, at vi kunne få svar på alle vores spørgsmål... jeg var dog svømmet helt væk i min skønne datters øjne, så det var meget begrænset, hvad jeg hørte.
Så var der kaffeceremoni, og der blev disket op med småkager og snack-kerner - forskellige slags korn.
Første dag endte vi med at være der i to en halv time. Vi var gerne blevet længere, men chaufførerne ville gerne hjemad, inden der blev for mørkt på de uoplyste veje, hvor mennnesker og dyr færdes frygtløs mellem bilerne.  
 
 
Sister Asayechs holdning er dog, at vi skal føle os hjemme på Tikuret, og hun ønskede derfor, at vi opholdt os der lige så længe, vi lystede. Derfor var vi også derude dagen efter fra kl. 10-17.30, da Ea skulle til køjs.
De har flere lege- og opholdsrum, som vi benyttede os af i dagens løb - der kunne vi trække os lidt væk og være alene med vores pige.
Både vi og Gitte & Carsten fik pigerne med på 3. dagen, hvor vi hentede de ekstra pæntklædte tøser på Tikuret, og inden vi forlod stedet, bad Asayech en bøn for de 3 børn der skulle forlade stedt - en meget rørende oplevelse. Derefter kørte vi en tur på immigration (ved ikke, om det er standard, at man skal med derud, eller om det var fordi, vi var ankommet så kort tid efter retsdato). Det tog dog ikke mere end en halv time, da Dinkai havde linet det hele op ;O), og derefter kunne vi tage hjem til vores guesthouse som forenet familie.

INDTRYK:
Der sidder konstant en plejer på hvert værelse, og børnene får ikke lov at sige mange øf, før plejeren kommer dem til undsætning – det var virkelig rart at se. Hvert barn har også legetøj i sengen, og der er pynt på væggene. I dagens løb ligger de en del med bar røv og blot en stofble løst bundet om måsen, så der kan let suttes på storetæer og udvikles de vilde motoriske evner.
Alle børnene virkede meget stærke – vores seks måneder gamle Ea kunne stort set sidde selv, da vi fik hende, hun kunne vende sig fra mave til ryg, og fra ryg til mave i et voldsomt tempo, og finmotorikken er også til topkarakter.
Stort set alle børnene havde bassekinder og gode lår – så de bliver virkelig fodret, passet og plejet efter bedste evne. 
 
 
Det er primært sister Asayech, man taler med, men nogle af plejerne kunne også engelsk, og bl.a. kiggede Elias, som er bogholder, forbi én af dagene.
Han er supersød, og ingen tvivl om at børnene kendte ham. Ea var helt vild med ham! Han var rigtig god at stille lidt generelle spørgsmål, og han forklarede både betydningen af Eas etiopiske navn og kunne fortælle os om Hawassa.

Vi havde den store pusletaske med derud, for vi tænkte, at vi ville bruge egne bleer mv. for ikke at ligge børnehjemmet til last. Men jeg tror faktisk, det kom til at sende et lidt forkert signal til Asayech – som om det, de havde var godt nok, og det var jo bestemt ikke meningen. Derfor ville jeg måske ikke tage alverden med på børnehjemmet, hvis jeg skulle gøre noget om i forbindelse med overdragelsen... Men snotservietter, lidt legetøj og en dyne, kunne I jo godt tage med. Mad og bleer får I af dem.

Min mand og Gittes Carsten blev i øvrigt vist rundt i lokalområdet af Elias og Asayech og oplevede andre sider af det arbejde, Tikuret udfører. Bl.a. har de et projekt for fattige børn i boligkvarteret, som de hjælper med skolearbejde samtidig med, at de udfører social- og sundhedshjælp i forhold til ungernes forældre.

Vi fik at vide, at området, som Tikuret ligger i, er et boligkvarter for arbejdere, og selvom vi ikke så folk ligge nødlidende på gaden, som man gør andre steder i Addis, virkede det temmelig fattigt.
Asayech beskrev dog området som sikkert at færdes i, og hun gjorde meget ud af, at Tikuret også har sit eget guesthouse helliget adoptivforældre, der gerne vil bo tæt på børnehjemmet. Det ligger kun få minutters gang derfra, og standarden synes ret høj i forhold til, hvad man ellers kan forvente i mellempris-laget – ja, ligefrem luksuriøs med jacuzzi, tagterrasse og store lækre sofaer indporteret fra Dubai. Stedet har Tikuret lejet af en læge, og ved at man bor der, støtter man samtidig børnehjemmene - mener det koster 60 USD.
Ganske vist ligger Tikuret og guesthouse lidt langt væk fra det centrale Addis, men hvis man alligevel vil fokusere 100 pct. på sit barn og ikke ture alt for meget rundt, virker det som et fint, fint sted at bo. Især hvis man kun vil være væk i kortere tid.

ET PAR RÅD:
Sørg for at få taget billeder den første dag af jeres barn med diverse plejere – det gjorde vi nemlig ikke, og da 3. dagen blev lidt hektisk pga. misforståelser om hvornår vi skulle på immigration med ungerne, ja, så nåede vi ikke rigtig at få taget de billeder, som med garanti ville ha’ været guld værd for prinsessen senere hen. Så selvom det er svært at give slip, når man endelig har fået guldklumpen i armene, så sørg for at gøre det, mens muligheden er der.

Sørg desuden for at have noget nysseligt tøj med til jeres barn. Asayech kalder sig børnenes mor, mens de er i hendes varetægt, og som sådan står hun hårdt på, at de skal se ordentlige ud, når de forlader Tikuret. Børn, der skal eskorteres, forventer hun også får sendt et sæt tøj med ned af andre, der skal adoptere på samme tid - hvis det er muligt. Vi havde ikke lige fået det stive puds med til Ea, så Asayech fandt en kjole, hun mente var passende, men optimalt havde vi selv medbragt noget.
 
GAVER:
Vi havde en masse Nan2, futter, legetøj og uroer, plakater og en pengedonation med. En del venner og familie ville så gerne spæde til, så det fik de selvfølgelig lov til! Tikuret manglede både køleskab og vaskemaskine, og med vores donation var der ihvertfald til den ene ting.
Man kunne mærke på sister Asayech, at hun mere eller mindre forventede, at vi kom med noget – og hun lægger ikke skjul på, at de mangler ting, og hun er ikke diskret i hendes udlægning af behovene, så spørg hende endelig.

Bud på hvad jeg synes, de mangler: Tisselagner (der er plastposer under tæpperne), bløde tæpper, vaskbare dyner (der er til tider noget koldt dernede - og husk juniordyner til de store drenge, hvis det er det, I vælger at give – tror der er fem store drenge nu. Tøj og legetøj til de store drenge, ville jeg personligt også fylde i kufferterne – de er SÅ skønne – og det gør SÅ ondt i hjertet at se det lille triste glimt i øjet over, at det ikke var dem, der fik forældre.
Vi købte bl.a. en læderfodbold til dem, men eftersom der er pigtråd på hegnet rundt om børnehjemmet, spår jeg den til at have en kort levetid. Derfor vil bolde, en pumpe og evt. nogle biler være et sikkert hit – jeg spæder gerne til, hvis der er plads i en kuffert! Sko og tøj til de store unger vil også være guld værd.
Men altså – en pengedonation kan de altid bruge.
Plejerne fik vi faktisk ikke givet noget, men forhåbentlig fik de lidt fra pengedonationen – ellers står der et passende beløb i DA-materialet.
 
En del af vores gaver blev taget med til børnehjemmet i Hawassa, så vi ved, at de også der nyder godt af gaverne.

SIKKE en lang smøre, men håber I kan bruge de mange ord til noget - og er selvfølgelig mere end velkomne til at skippe flere spørgsmål af sted