/ Etiopisk Kultur

Etiopisk Kultur

Etiopierne er et utroligt stolt folk. De lægger stor vægt på, at de er det eneste land i Afrika, der aldrig har været koloniseret. De har en lang og stolt historie. De har også deres egen humoristiske version af skabelsesberetningen, der fortæller, at Gud først var helt tilfreds med skabelsen af mennesket, da han skabte den smukke lysebrune etiopier. Etiopier forventer at blive behandlet med en ligeværdi respekt.
 
De fleste etiopier er imødekommende, hjælpsomme mennesker, der gerne fortæller, når man spørger til landets historie, religion og kultur. Ønsker du at vide mere om politiske og sociale forhold, er det en god idé først at fornemme, om du taler med en person, der vil fortælle lidt mere.   

Hilsner i Etiopien

At hilse på hinanden er en vigtig del af livet med hinanden i Etiopien. Etiopier hilser ofte på venner og slægtninge med mindst tre kys på kinderne (højre, venstre, højre).  Man kan altid bruge den høflige hilsen ´Tenastalin´ for goddag og ´ciao´ for farvel. Etiopierne bruger selv en noget mere indviklet serie af ´Hvordan går det?´ kombineret af tid på døgnet og antallet/køn på dem, man hilser på. Kan du lære dig den komplicerede brug af ´deuhna´, kan du score mange point. Møder man nogen, man vil vise særligt meget respekt, eller takker for en gave giver man hånd og støtter højre arm lige under albuen med venstre hånd. Gaver modtages med begge hænder.

Relationer mellem mænd og kvinder

Generelt viser mænd og kvinder ikke offentligt følelser overfor hinanden. Kys og kram ser man stort set aldrig. Adoptere du et lidt større barn er det værd at have med i baghovedet, at dit barn nok aldrig har set, en far og mor kysse hinanden. I Etiopien er det til gengæld meget normalt at vise ´du er min bedste ven´. Du vil ofte se to mande-venner eller en voksen far og søn gå hånd i hånd i Addis. 

Besøg i et etiopisk hjem

Er I så heldige at blive inviteret hjem til nogen, er det høfligt at medbringe en lille gave, kage eller blomster. Mad spises med fingrene -men husk kun at bruge den højre hånd. Etiopierne selv spiser uden at fingrene direkte rører munden. For at vise sin store gæstfrihed kan det ske, at værten vælger det bedste stykke kød og mader dig med det. Det er meget uhøfligt at undslå sig denne gestus.

Forbered jer på fattigdommen

Etiopien er også et meget fattigt land. Det gør et stort indtryk at se tiggerne i Addis. Der er kvinder med børn diende ved deres udsultede bryst, der er gamle syge mennesker og der er gadebørnene, der ligger i en bevidstløs tilstand i den bagende sol skæve af den lim, de har sniffet for at holde livet ud. Det er indtryk, der er gå ganske tæt på én.    
 
 
Ingen tiggere har et værdigt eller godt liv, men at give penge til tiggere, giver dem ikke nødvendigvis et bedre liv. Det bedste du kan gøre i forhold til at hjælpe fattige er at støtte et af de mange gode projekter, der er i landet. Her ved de, hvad de arbejder med og pengene når langt. Nedenfor kan du se eksempler på projekter, der støtter de fattigste i Etiopien. Alternativt kan du købe madkuponer ved HOPE Enterprises, 155 Churchill Rd. som du kan dele ud til tiggere, dog kun til tiggere i opmrådet omkring Churchill Rd, da det er her de kan indløse dem.

Fotografering 

Der er mange smukke mennesker og steder i Etiopien og I vil sikkert gerne have så mange minder med jer hjem som muligt. Vis respekt, hvis I fotografere mennesker, spørg gerne inden, I tager et billede. Det er ulovligt at fotografere regeringsbygninger, politi, militær og lufthavnen.

Påklædning 

Etiopierne gør meget ud af at være så velklædte som muligt. De fleste kvinder dækker knæ og skuldre. En fin rejsegaderobe til kvinder er fx tunikaer med bukser/piratbukser/nederdel eller kjoler. Hvis du vil være velklædt som mand, er det klogt at pakke de lange bukser og skjorter/pæne T-shirts. Shorts er mest noget små skoledrenge går i. Omkring Hilton og Sheraton kan man gå mere afslappet klædt.

Sikkerhed i Etiopien

I kan få en ganske fin oplevelse ved at gå rundt i Addis i dagtimerne. De fleste steder i Addis opleves det sikkert at gå rundt og man bliver normalt ikke antastet. Omkring Merkato er det meget lommetyveri og du skal være meget opmærksom. Om aftenen bør I ikke gå ud i Addis. Tag taxi rundt i Addis om aftenen. Brug gerne taxi-chauffører anbefalet under rejsetips. Fordelen ved disse chauffører er, at de taler et rimeligt engelsk og kender mange gode steder at shoppe og spise. Vejene er mange steder i dårlig stand og der er ikke noget, der hedder sele/autostol i Etiopien.